En lille gave

                 Du ser en gave, fløjlssløjfer og glanspapir. Det betager dig og draget mod denne pakke, der, med gylden farvesmeltning, bare holder dit blik fanget og forventningen om, mere end selve det nuværende, sender gisninger gemmen systemet. Hvad er der i vente? Denne rektangulære æske, der, det er tydeligt for enhver, er blevet skabt af et inderligt ønske om at behage modtageren og drage blikke fra alle de, der skulle beskue denne, det skønneste af produktioner, af kunstnerisk forarbejdning findes ikke lige. Misundelsen breder sig. Dette bidrag, af en sådan perfektionisme, at de tilstedeværende, mærker selve momentet af storhed og med den yderste pointering, skaber dette under sit eget sansebombardement, en stemning af, at her er med stor sandsynlighed, en pakke der indeholder, ja kunne det være og det må det næsten, vigtigheder. De samles om denne, det ypperste af hvad glinsende papir og menneskelig møje kan skabe og siden begribe. Du er centrum nu, gaven er til dig. Kan det være rigtigt, er det virkelig min. Aldrig har jeg, man, set dens lige. Kan man nænne at pakke den op. Dette, så gennemført, vel udsmykkede anslag af storhed, skal forblive. Intet kan dog være skønnere end selve denne indpakning, der har forført jer og jeg. Lad den være urørt.

Bogopsætterblues

En basgang starter....highhatten får et slag.....stortrommen finder rytmen, mens leadguitaren lægger an til udfoldelse. En klump synkes af vokalen og vi er klar. Hvem der bare havde et band, hvor alt var i gear og hvor kreativiteten altid var nærværende og symbiosen lurer lige om hjørnet. Rytmesektionen spiller skarpt og håndværket skinner igennem på hvert eneste anslag, imens den mere udfoldende streng opfører solo og lader alt tvivl forstumme. Her er tale om en samhørighed. Lilletrommen leger med de dybe toner fra bassisten, der udfordrer den seksstrengede til klimaks. Basis lægges, som en nødvendighed, af først slagtøjet og siden af strengeinstrumenterne, da en rundgang er under opsejling og i det samme moment løfter vokalisten hovedet og kikker intenst på sit publikum. Intet endnu. Indsatsen stiger i takt med volumen, som skriger på forløsning. De er i et intenst forhold til hinanden, hvor afhængigheden af bassens dybe opretholdelse af system, trommens stadige viklen ind i en mere og mere delikat rytme og guitarens tunge riff lader alt stå tilbage. Sammen skabes det unikke, alene er det lir og i bedste fald forarbejde. Melodien falder i baggrunden, stemmen lader op og skuffer ikke, da den endelig udfordrer sine tilhørerer. Et band må være lykken.  

Et hjerte

Den røde væske flyttes fra kammer til kammer. Pumpes ad og gennem denne livsvigtige muskel, men arterierne fyldes og arbejder på højtryk, sorterer venerne, som til evighed, hvad der passerer. De fire kamre kæmper om opmærksomhed, mens trykket eskalerende skriger på lettelse. I dette fine øjeblik, hvor muskelen, denne den højt agtede, næsten brister af udmattelse og hvor en tvingende smerte til stadighed genkendes, der frigøres denne røde væske i en eksplosiv rus. Salig ryster organismen af en, endnu engang, veludført opvisning af det for alle, så gennemført essentielle pumpesystem.  Intet tilbage, andet end at jeg har intet på hjerte.