Bogopsætterblues

En basgang starter....highhatten får et slag.....stortrommen finder rytmen, mens leadguitaren lægger an til udfoldelse. En klump synkes af vokalen og vi er klar. Hvem der bare havde et band, hvor alt var i gear og hvor kreativiteten altid var nærværende og symbiosen lurer lige om hjørnet. Rytmesektionen spiller skarpt og håndværket skinner igennem på hvert eneste anslag, imens den mere udfoldende streng opfører solo og lader alt tvivl forstumme. Her er tale om en samhørighed. Lilletrommen leger med de dybe toner fra bassisten, der udfordrer den seksstrengede til klimaks. Basis lægges, som en nødvendighed, af først slagtøjet og siden af strengeinstrumenterne, da en rundgang er under opsejling og i det samme moment løfter vokalisten hovedet og kikker intenst på sit publikum. Intet endnu. Indsatsen stiger i takt med volumen, som skriger på forløsning. De er i et intenst forhold til hinanden, hvor afhængigheden af bassens dybe opretholdelse af system, trommens stadige viklen ind i en mere og mere delikat rytme og guitarens tunge riff lader alt stå tilbage. Sammen skabes det unikke, alene er det lir og i bedste fald forarbejde. Melodien falder i baggrunden, stemmen lader op og skuffer ikke, da den endelig udfordrer sine tilhørerer. Et band må være lykken.